Skrevet af Anders Haldrup, Februar 2014

Vi går sammen med tolken og skolelederen af jordvejen ud til det lille hus. Huset ligner de andre huse i landsbyen; muret af hjemmebrændte mursten med bliktag og uden ruder i vinduerne. Vi har allerede set mange huse magen til, men denne gang skal vi mere end bare betragte og nyde det eksotiske; vi skal rent faktisk besøge familien, der bor der, og vores projekt er på mange måder afhængig af deres udmeldinger. Det er spændende, hvordan mødet bliver. Vi ved det ikke helt, for alting i Uganda er anderledes end derhjemme.

hope-uganda-anders-med-flereVi befinder os i landsbyen i Bupadhengo, Kirolo, 1½ timers kørsel nord for Jinja i Uganda. Vi er taget til området, fordi det er her i Kamuli distriktet, at Hope DK’s ugandiske partner arbejder. I landsbyen ligger den skole, hvor Hope DK i foråret 2013 startede et fadderskabs projekt. 30 skolebørn er blevet sponsoreret med skolepenge og penge til besøg af sundhedspersonale, skolemateriale og for nogle også med skoleuniformer. Projektet har nu kørt i 5 måneder, og vi er på besøg for at evaluere. Vi skal se om pengene gør gavn, der hvor de skal, vi skal tjekke om programmet kører, som det skal, og ikke mindst så skal vi undersøge, hvad de sponserede børn og deres forældre siger til fadderskabsprojektet. Først på dagen har vi været på besøg på skolen og vi har haft en snak med 6 af de sponserede børn. Her talte vi også med pigen Namukose. Efter frokost er vi nu taget hjem til Namukose’s forældre for at spørge til deres oplevelse af fadderskabsprogrammet.

 

Som gæster bliver vi placeret på en lille bænk, mens værterne selv sidder på jorden foran os. Det er ikke særligt behageligt at sidde på bænken, mens værterne nærmest ligger på knæ foran os, men sådan er det altså her. Vi forsøger ganske vist at rykke ned på sivmåtten, men det får vi ikke rigtig lov til. Så vi affi nder os med bænken! Det viser sig at Namukose’s far ikke er hjemme, men hendes mor er der sammen med hendes søskende.

Vi har (selvfølgelig) forberedt nogle spørgsmål hjemmefra. Vi spørger og Namukose’s mor er omhyggelig med sine svar. Den indledende snak handler om navn og alder og antal børn osv. Det er her vi får at vide, at Namukose´s far er blevet syg og at han ikke kommer i huset så ofte. Faderen har ud over Namukose’s mor og søskende også en anden kone og seks andre børn. Dem skal han også være hos. Det er ikke ualmindeligt i Uganda med fl ere koner. Faderen kan pga. sygdom ikke længere forsørge familien, men må overlade forsørgelsen til børnenes mor. Vi får også fortalt, at moderen forsøger at skaffe pengene til mad og til skolepenge til børnene, men at det er svært. Hun var egentlig begyndt at avle smågrise. Hun havde indkøbt fem grislinger, som hun ville fede op, men da de blev dræbt af vilde hunde slog det bunden ud af hendes økonomi. Derfor har hun ikke kunnet finde penge til betaling af skolepengene til Namukose.

Endelig kommer vi til de afgørende spørgsmål i interviewet, nemlig til spørgsmålene om, hvad Namukose’s moder tænker om fadderskabsprojektet. Og hendes svar har efterfølgende brændt sig fast. Hun sagde, at fadderskabsprojektet havde gjort en meget stor forskel for Namukose. Nu bliver hun nemlig ikke længere sendt hjem fra skole. Da skolepengene begyndte at udeblive havde skoleledelsen af og til sendt Namukose hjem fra skole for at spørge til betalingerne. Det var en meget tung gang hjem fra skolen for den lille pige. Hun

vidste jo godt, at familien ikke havde penge at betale med. Namukose begyndte at blive ked af at gå i skole. Hun vidste aldrig, hvornår hun kunne risikere at blive sendt hjem efter skolepenge, som jo altså ikke var der. Med det nye sponsorat er Namukose blevet glad for skolen igen. Nu er både hun og hendes mor sikre på, at skolepengene bliver betalt og Namukose kan gå i skole uden at have ondt i maven. Desuden fortalte Namukose’s mor at hun med ét barn, der blev sponsoreret, kun havde tre andre, som hun skulle finde skolepenge til, og det gav hende lidt luft.

hope-uganda-mie-med-flere

 

Afrika er fuld af oplevelser og modsætninger. Det er et smukt land. Der er den røde jord, de grønne planter, de varmglødede afrikanere, den skarpgule sol og her og der blomstrende bougainvillea med lilla blomster. Det er smukt og varmt og dejligt, men samtidigt er det også så ufatteligt støvet og fattigt og umuligt. Det er svært helt at forklare, hvordan det opleves at gå på vejen i den afrikanske landsby og det er vanskeligt præcist at beskrive, hvor stort et indtryk det gør, når man møder moderen til det barn, som med vores sponsorat kan fortsætte i skolen og som er blevet glad igen. Med vores fadderskabsprojekt er der skabt en forbindelse mellem denne afrikanske landsby og Danmark. Der er en dansk person, som med sit fadderskab gør en forskel for netop den her familie og for Namukose, som ikke længere behøver at frygte at blive sendt hjem fra skole. Det virker og vi fortsætter!