Skrevet af Anne Mie Skak Johanson, 2014
Vi sidder i køkkenet og småfryser. Selvom der er forår i luften, er det stadig hundekoldt, og det tager tid at finde varmen, når man lige kommer ind. Kulden er noget af en kontrast til den hverdag, som Jette og Henning har haft det sidste halve år.
De har boet og levet i det varme og solrige Uganda, hvor det oftest gjaldt om at finde lidt skygge for den brændende sol. Nu sidder vi i det halvkolde køkken for at snakke om Jette og Hennings Afrika-tur, og om det der bevægede dem til at tage af sted.
Henning var i efteråret 2012 på en kort tur til Uganda. Gennem en del år har det der været en kontakt til Uganda gennem HOPE Danmark. Det var på en tur med HOPE, at Henning ”så lyset”, som han selv omtaler det. I mødet med et velfungerende program for fadderbørn, godt nok i en anden del af Uganda og helt udenfor HOPE´s regi, så Henning et arbejde, som virkede, og så hvordan små faste beløb til støtte for børns skolegang flyttede noget. Her fødtes tanken om at bo i Uganda og gøre en forskel. Det gav pludselig mening, og det blev muligt. Lysten til at se et sådan arbejde finde sin form i Kamuli, hvor Hope arbejder, fik ham til at skrive en mail om disse tanker hjem til Jette.
Jette har altid haft en drøm om at bruge sit lægejob i udlandet, men planen var blevet lagt lidt på hylden. Nu var hun blevet gift med Henning, som havde to store børn, og inden længe kom Anton også til. Livet med familien i Odder og arbejdet i lægepraksis var meget fint. Men da mailen fra Henning kom, var Jette ikke sen til at give et positivt svar.
Hjemme i Odder blev de to enige om at undersøge mulighederne for at flytte til Uganda. Aften efter aften i de kommende måneder blev der tjekket hjemmesider og undersøgt. Var det overhovedet realistisk? kunne man finde bolig? hvad med skole til Anton? hvad med de store børn herhjemme? kunne man få arbejde som læge? osv. Det var en sjov periode, mindes Jette og Henning, hvor de sad og kigge ind i hver sin skærm. Sammen tog de to også på en uges afklaringsrejse til Uganda, og på den tur faldt det med hus og skole og delvist med arbejde på plads.
I starten af august 2013 tog familien så af sted. Sigurd på 20 år tog med, mens Emma på 18 år blev hjemme. Anton var nu 5 år. Planen blev, at familien skulle være i Uganda i 4½ måned for rigtig at mærke, hvordan det var at bo i så anderledes et land.
I begyndelsen var det vanskeligt at omstille sig til ikke bare at være på besøg. På tidligere rejser havde der været styr på tingene og gennem planlægning kunne de fleste uforudsete ting kontrolleres. Nu skulle alle vænne sig til, at planer meget let blev ændret, og at selv små dagligdagsting, som det at handle på markedet eller vaske tøj, tog uendelig lang tid. Det var svært at vente i dage på at få en bankkonto. Det viste sig vanskeligt at købe en bil og tider og aftaler blev ofte ikke overholdt. ”Du har ur – vi har tid” som uganderne sagde, og det skulle man lige lære at leve med og i. Men på den anden side så var det også en velsignelse at lære langsommelighedens kunst og tilstedeværelsen i nuet. Livet sammen i familien og i relationen til vennerne blev mere intens og dagrytmen mere afslappet. Og så var der hele eventyret i det fremmede, det var spændende og udfordrende og eksotisk – og altid godt vejr!
I det kølige danske køkken spørger jeg Jette og Henning, hvad der egentlig bevægede dem til at foretage denne ”rejse”, som de har været på. ”Ja, det er noget med at prøve tingene af”, forklarer Jette ”jeg ville jo gerne, og da vi så prøvede det af, viste det sig muligt”. ”Og så skal man ikke bare vente og se til, men gå med de muligheder, som melder sig og de drømme man har” tilføjer Henning. ”Det kan nemt være at tingene lægger sig til rette, når man tager et skridt for at prøve det af.”
Når Jette og Henning taler om Uganda kommer der små julelys i deres øjne og muligheder og positive tilkendegivelser står i kø. Hvad fremtiden for familien byder på, må vise sig, der ligger helt sikkert flere eventyr forude, flere chancer der skal tages og flere skridt som skal prøves af.