Tilbage i juli stod vi 20 unge mennesker i Kastrup Lufthavn, klar til at redde verden. Hope Danmark havde nemlig inviteret unge gennem Børne- og

Ungdomsoases netværk til at komme ned til Uganda og tage del i deres lokale arbejde. Ikke for at redde Uganda, men nærmere for at Uganda kunne redde os.

Tilmeldingen blev åbnet i starten af året, og der gik ikke mange dage, før tilmeldingen var fyldt med unge mennesker, der gerne ville bruges til at gøre denne verden til et bedre sted. Unge med en lidt naiv ambition om, at vi kunne redde Uganda på de 16 dage turen ville vare. Fin ambition, vi vidste bare ikke rigtigt, hvad Uganda skulle reddes fra. Men det skulle vi blive meget klogere på gennem de to uger vi havde foran os.

Hope Danmark, der kæmper for børns rettigheder til at gå i skole, inviterede os til at komme og tage del i det arbejde de gør i Uganda. Det betød, at vi fik lov til at undervise på et par af de skoler, de samarbejder med, vi besøgte nogle af de familier, hvor Hope hjælper med at sende deres børn i skole, vi besøgte kirker, vi levede sammen med en flok lokale unge ude i en lille landsby, hvor vi arrangerede eftermiddage for flere hundrede børn og ikke mindst så havde vi en fest midt i det hele – det kan man næsten ikke komme udenom, når man er i Uganda.

De fleste af os ved, at levestandarden ser lidt anderledes ud nede i Afrika. Det behøver man ikke at rejse til Uganda for at finde ud af. Men at danne relationer med de mennesker, som i høj grad lever i den trælse del af verdens uretfærdighed, det skal man til Uganda for at opleve. Det handler ikke længere om, at der er mange mennesker, der har det hårdt et sted i Afrika. Nu er det vores venner, der hver dag bliver udsat for uretfærdighed.
Fattigdomen gør indtryk. Men det er magtmisbruget, uligheden, de meget begrænsede muligheder og glæden, der skinner igennem på trods, der virkelig sætter sine spor og som vi tager med hjem.

At være vidne til ulighed og uretfærdighed fører til meget frustration og vrede. Og de følelser blev for mig en åndelig oplevelse, hvor jeg oplevede det enormt givende at spørge Gud, hvordan Han ser de mennesker vi mødte, hvor Hans smerte ligger i deres situationer. Jeg oplevede, at vores ønsker om at se freden skinne igennem i Uganda, er et ønske vi i særdeleshed deler med Gud. Det kommer måske endda fra Ham. At tage del i Hans smerte for uretfærdigheden, og samtidig mærke Hans håb gør det enormt spændene at være i Uganda. Og nu i Danmark, hvor freden også er værd at kæmpe for.

Gud er ikke færdig i Uganda – lige såvel, som Han ikke er færdig med os i Danmark. Han har arbejdet på forskellig vis i os hver især på denne tur. Én ting, der går igen som vi bare ikke må glemme. Det er vores taknemlighed. Vi har så uendeligt meget at være taknemlige for her i Danmark. Hvis man glemmer det, kan man tage til Uganda og leve i Naminage, hvor toilettet er et hul i jorden, vandhanen er pumpen oppe ad vejen og køkkenet er byttet ud med et bålsted. Det er blot de materielle goder jeg fremhæver her. Vi er på uretfærdigvis blevet født ind i den ene procent af verden, der har allermest. Det er ikke vores skyld. Vi har på ingen måde gjort os fortjent til det. Men vi kan tage stilling til, hvordan vi vil forvalte vores ressourcer.

Jeg kan ikke gennemskue, om det er penge, der vil ’redde’ Uganda. Men jeg ved, at Hope Danmarks arbejde hjælper mange mennesker rigtig godt på vej, og det koster penge.

Artikel skrevet af: Klara Falch Madsen