Umarua sammen med social worker, Molly Tusubira
Af: Jette H. Fausholt
Da Umaru var 2-3 år gammel, døde hans mor, og da ingen ved hvor hans far var, voksede han op hos sin mormor sammen med tre andre søskende. Han døjede ofte med mellemørebetændelse, som med tiden udviklede sig til kronisk mellemørebetændelse på begge ører. Det betød, at der i længere perioder af gangen, flød pus fra hans mellemører og ud i øregangen, gennem et hul i trommehinden.
Når et sår er konstant fugtigt, har det svært ved at hele – og derfor fik han efterhånden et permanent hul på trommehinden på begge ører. Det betød at Umaru ikke kunne høre, hvad lærerne spurgte om. Derfor troede mange, at han var ubegavet eller ligefrem dum.
Langsomt mistede Umaru selvtilliden. Han satte sig bagerst i klassen og forsøgte at gøre så lidt opmærksom på sig selv som muligt. Han turde ikke se folk i øjnene. Og når han endeligt talte, var det nærmest som en hvisken.
Heldigvis var der en lærer, der opdagede, at Umaru ikke kunne høre. Hun henvendte sig til socialarbejderen, Molly, fra Hope, der sørgede for, at Umaru kom til øre-næse-hals læge. I februar 2019 blev han opereret på det ene øre, på et hospital i hovedstaden, Kampala. Og da Umaru kørte hjem i bilen fra Kampala, bad han chaufføren, Juma, om at tænde for radioen – for nu kunne han høre!!
Nogen tid efter blev han uheldigvis snottet – og om det har været hosten eller nysen, så har der i al fald været et sådant tryk på øret, at den nyopererede trommehinde gik i stykker igen. Det andet øre blev opereret i Jinja i juli 2019, og for at forhindre, at noget lignende skulle ske igen, fik Umaru denne gang forebyggende antibiotika i 3 måneder. I dag kan han stadig høre på dette øre!
Nu sidder han forrest i klassen, fordi han så gerne vil lære noget. Han synes, der er så meget at indhente. Han har et år tilbage på Kirolo-skolen og hans bedste fag er ”science”, siger han til mig, mens han løfter hovedet og ser mig i øjnene!