I starten af december rejste en gruppe fra Hopes kirkeudvalg, bestående af Jette Bach, Hans Christian Hansen, Peder Poulsen Tommy Sakskjær Petersen og undertegnede afsted til Uganda for at undersøge mulighederne for et fremtidigt samarbejde mellem den angelikanske kirke, Church of Uganda, og Hope.
Planen for turen var, at mødes med forskellige mennesker, der arbejder enten lønnet eller frivilligt i Church of Uganda, for at forstå, hvilke udfordringer kirken står overfor, og hvordan kirken kan blive relevant for uganderne. Det kan vi bedst finde ud af ved at undersøge, hvilke udfordringer de enkelte ugandere står overfor.
Formel godkendelse af samarbejdet
For at etablere et samarbejde med Church of Uganda, er det afgørende først at få kirkens formelle godkendelse til et fremtidig samarbejde. Derfor var vores første møde med biskoppen for Kamuli distriktet. Det var afgørende at få en generel godkendelse, da vi endnu ikke er fuldstændig klar over, præcist hvordan et samarbejde mellem Hope og Church of Uganda skal se ud. Efter et spændende møde fik vi godkendelsen af biskoppen og kunne med ro i sindet fortsætte på en field trip rundt til små lokale kirker, for at få øjne for de udfordringer de enkelte landsbykirker står overfor.
Inden vores rejse har vi været i løbende dialog med reverend Sosan, en præst, der kæmper for at kirken aktivt skal være med til at skabe håb for ugandernes fremtid. Han havde på forhånd nævnt nogle af de udfordringer som han ser præsterne i Uganda stå overfor. En af de største udfordringer er, at man som lokal præst i Uganda ikke får løn. Præsten modtager en lille procentdel af, hvad der indsamles i forbindelse med gudstjenesterne, og derudover må præsterne selv finde måder at tjene penge på i løbet af hverdagen. Det betyder at de enkelte præster ikke har mulighed for at fokusere på deres menighed, men oplever, at hverdagen bliver fyldt af bekymringer om at skaffe sig midler til deres families overlevelse.
En af reverend Sosans teorier er, at man kan udnytte de store uopdyrkede områder af landjord, som kirken råder over, til at etablere food forrests. Her kan de uganderne, som bor i nærheden være med til at dyrke frugter og grøntsager, som kan sælges på de lokale markeder, og på den måde være med til at arbejde på deres eget underhold sammen med kirkens personale.
Sikring af projektets relevans
Men for at sikre os, at dette er en generel problemstilling, og ikke mindst en bæredygtig løsning, havde vi brug for at høre flere menneskers tanker om ugandernes udfordringer. Derfor afholdt vi over tre dage procesmøder med en gruppe ugandere, som skulle hjælpe os med at identificere de største udfordringer som Church of Uganda står overfor.
Under procesmøderne nåede vi frem til syv grundlæggende problemstillinger, som vi satte i prioriteret rækkefølge. Herefter begyndt vi arbejdet på at uddybe og konkretisere de to største udfordringer: 1 at få kirken til at udnytte sine ressourcer (herunder særligt deres landområder) bedre og 2: at gøre kirken mere relevant i ugandernes hverdag.
Hvad skal der ske nu?
I afslutningen af ugen blev der nedsat en komité af ugandere samt Hopes Henning Fausholt, som sammen tager på field trips i løbet af de næste måneder, for at blive klogere på, hvordan man bedst kan dyrke afgrøder på kirkens jord på en miljøvenlig måde. Komitéen skal besøge organisationer og privatpersoner, der lykkes med at dyrke Ugandas frugtbare jord på alternative måder, og undersøge, om nogle af de erfaringer andre har gjort sig, kan benyttes i vores projekt. Når det er sket, kan vi begynde at lægge fundamentet til opstarten af et konkret projekt.
Etablering af det konkrete samarbejde med Church of Uganda kommer til at løbe over flere år – og som med mange store langsigtede planer kan det være vanskeligt at se, hvilken forskel man har gjort indtil mange år efter. Det kan let føles som om, at de møder vi har holdt ikke har rykket noget – for der er jo ikke sket noget håndgribeligt. Men ikke desto mindre har turen været med til at tage nogle afgørende skridt hen mod, at et helt konkret projekt kan opstå i fremtiden. Og selvom vi ikke har været ude helt lavpraktisk og grave i jorden, så er de indledende formelle spadestik noget af det, der forhåbentligt kommer til at føre til et konkret og livgivende samarbejde.
Skrevet af Julia Sakskjær Petersen