Af Jette H. Fausholt
Når man kommer til Namasagali skolen i Kamuli og stiger ud af bilen, er det næsten altid en 11-årig dreng, der som den første kommer løbende og hiver fat i ens arm. Han bliver ved med at trække i den samtidig med at han storsmiler og gentager enten ”Peace”, ”Betty” eller ”Henning”!
Brian var en helt normal dreng, da han blev født, men da han var 2 måneder gammel, fik han feber. Det viste sig at være en slem Malaria, og før han fik medicin, havde tilstanden udviklet sig til cerebral malaria, også kendt som hjernemalaria, og hydrocephalus, hvilket betyder vand i hovedet. Derudover havde han også kramper og lammelser i venstre arm og ben.
Brians mor tog ham med til en større by, Mbale, til et hospital, der har specialiseret sig i at hjælpe børn med vand i hovedet. Der blev han opereret og fik anlagt dræn, som kun 2,5 måned gammel. Efter en måned kom han til kontrol på hospitalet, og her fandt man ud af, at drænet ikke havde virket. Derfor måtte man fjerne det og anlægge et nyt. Det andet dræn ligger der stadig i dag, og det virker!
Men skaden var sket, og Brian kunne hverken tale eller bruge sin venstre arm eller ben. Heldigvis var Brians mor en meget handlekraftig kvinde, der holdt af sin dreng. Hun blev ved med at behandle ham som sine andre børn. Og når hun var i marken eller hjemmet, så lå han på et tæppe ved siden af – ja, for han gik jo ingen steder…
Da Brian var 5 år, fik hans mor besøg af en veninde. Hun gav hende den idé, at hun skulle grave et hul i jorden, så stort, at Brian kunne være nede i det, og så dybt, at han akkurat kunne se over kanten. Brian, der er en nysgerrig dreng, begyndte hurtigt at lægge sine arme på kanten af hullet og forsøgte at rejse sig op. Efter 1,5 måned kunne han stå på begge sine ben – og efter yderligere 2 måneder begyndte han at gå rundt!
Hullet havde fungeret som det fineste fysioterapeutiske redskab!
Men Brian gik stadig rundt derhjemme, for i skole kunne han ikke komme. Socialarbejderen fra Hope Danmark, Betty, undersøgte, om der var steder eller skoler for børn som Brian i distriktet – men nej. Heldigvis gav Betty ikke op så let, og hun fik derfor en anden idé.
I nabodistriktet, Jinja, er der en amerikansk NGO, der har fokus på handicappede børn og deres familier. Der kom Brian hen sammen med sin mor og boede i 6 uger, mens han fik intensiv fysioterapi, ergoterapi og taleterapeutisk undervisning. Brians gode højre hånd blev endda lagt i gips i en periode, så han blev tvunget til at bruge sin venstre hånd i stedet. I den sidste uge kom faderen og var med.
Skolelæreren fra Babyclass på Namasagali skolen kom også og fik undervisning i, hvordan hun bedst kunne hjælpe Brian, så han efter opholdet i Jinja kunne få lov at komme i skole nogle timer hver dag. Læreren har siden fortalt mig, at Brian elsker at være med i klassen.
Så når du kommer til Namasagali skolen i Kamuli og stiger ud af bilen, og bliver trukket i armen af den første dreng, der storsmiler til dig – så er det som om, du kender ham lidt, og kan smile tilbage og sige: ”Hej Brian!”
Her kan du se en video om det forløb Brian deltog i hos Imprint Hope