Reportage af udviklingskonsulent Anja Christiansen


Den 20 marts blev alle skoler i Uganda lukket i et forsøg på at undgå udbredelsen af coronavirus i Uganda. Der var på det tidspunkt ingen registrede smittede i landet. Fra 1. april lukkede Uganda helt ned i syv uger, hvor transport og forsamlinger på over fem personer var forbudt. Regeringskontorer og alle ikke-essentielle forretninger lukkede, og der blev indført udgangsforbud fra kl.19 til kl.6.30.

Transport er nu igen tilladt og forsamlingsforbuddet delvist hævet, men landet har stadig udgangsforbud mellem kl.21 og kl. 5.30. Registrede tilfælde af coronavirus er stigende fra dag til dag mellem 100 til 200 tilfælde dagligt. Omkring 100 personer er officelt døde af coronavirus. Kamuli distriktet har endnu ikke registreret nogen smittede med coronavirus. Skolerne er stadig lukkede for de fleste elever, men 7. klasse og elever der skal tage deres studentereksamen, har fået lov til at vende tilbage til skolen i midten af oktober. Alle øvrige elever sidder stadig derhjemme.


 

“Coronavirus slår folk ihjel, hvis de ikke vasker hænder. Man skal huske at tage sin ansigtmaske på for ikke at slå sine venner ihjel.”

Shamina, 6 år

Shamina på kun seks år er godt informeret om coronavirus og om, hvordan man bedst beskytter sig. Det har hun lært af Molly Tusibira, der er socialarbejder for Children of Hope og tilknyttet Covenant-skolen i landsbyen Kirolo. Shamina begyndte i børnehaveklasse på Coveneant-skolen i februar 2020, men har siden marts 2020 været hjemme på grund af den nationale nedlukning af skolerne.

Da Molly Tusubira første gang fandt Shamina hjemme hos faderen og stedmoder, var hun svært underernæret, havde gullig hud, smerter i fødderne og kunne næsten ikke gå. Children of Hope gennemfører to gange i hvert semester obligatoriske sundhedstjek for sponsorbørnene, så Shamina nåede lige akkurat at deltage i det første sundhedstjek før nedlukningen i marts. Den ansvarlige sygeplejeske var meget bekymret for Shaminas sundhedstilstand og gav hende ekstra jerntilskud.

Heldigvis tilbød Shaminas tante, at Shamina kunne bo hos hende under nedlukningen, og over de sidste måneder har Shaminas helbred forbedret sig betydeligt. Tanten tager sig godt af hende, siger Molly og beskriver, hvordan tanten sørger for, at Shamina får regelmæssige måltider samt den omsorg hun har brug for. Den melblanding som Children of Hope uddeler til de svageste familier under nedlukningen har også hjulpet Shamina og givet hende et nødvendigt ernæringsboost. I dag kan Shamina vise os, hvordan man tager ansigtsmasken på. Hun glæder sig til at skolen åbner igen.   

Corona kan skræmme de gode lærere over på de offentlige skoler

På vej igennem landsbyen passerer vi skolen. Hvor der plejer at være en summen af børnestemmer som reciterer lærerne eller svarer på spørgsmål, er der nu stilhed og tomme klasseværelser med låste dørere og lukkede vinduer. Kun på legepladsen sidder et par børn og gynger frem og tilbage. Ejeren af skolen har fundet et midlertidigt job andetsteds for at kunne klare sig gennem krisen økonomisk. Alle lærerne pånær skolelederen er rejst. Skolelederen er blevet tilbage, men får ingen løn, istedet får han tilskud til mad mens han sammen med sin familie passer på skolen. Molly er bekymret for, om lærerene kommer tilbage, når skolen åbner. Hvor lærene i de offentlige skoler har modtaget løn under nedlukningen, så modtager privatskolerne ingen støtte fra staten. Derfor kan det i fremtiden blive mere attraktivt at være ansat i den offentlige sektor og de gode lærere vil måske søge andre jobs. 

Mens vi går ned ad landevejen, peger Molly på adskillige huse og fortæller at her er faren og/eller moderen død af Aids. Børnene som sponsoreres af Children of Hope kommer fra de fattigste familier i området. Mange er enlige mødre og i nogle tilfælde har bedsteforældre overtaget værgerollen, når forældrene er gået bort. Oftest har de ikke meget jord til at dyrke og derfor har Children of Hopes stab sat en process igang for at støtte op omkring indkomstgenererende projekter. I Bukose har forædrene valgt at leje jord og dyrke majs, men i Kirolo er der ikke er meget jord at leje, da det meste af jorden er optaget af sukkerrørsproduktion. Derfor har en gruppe på 15 forældre i stedet valgt at holde grise sammen. 

Grisehold som selvforsyningsprojekt

Tabitah Namokosa har tilbudt at være vært for projektet. Med hjælp fra Children of Hope har gruppen købt en drægtig gris og seks griseunger, som er nogle måneder gamle. Hvert medlem af gruppen får udleveret en so, når den er gammel nok. Ornerne bliver solgt. Tabitah har bygget en flot grisesti, og det er meningen at alle gruppemedlemmerne skal bruge tiden før griseungerne kan flytte hjem til dem, på at bygge en tilsvarende grisesti hos dem selv. Grisene skal have et godt sted at bo, og gruppen skal godkende grisestien, før grisen kan flyttes. Gruppemedlemmerne er også ansvarlige for at bringe mad og vand til grisene.

”Jeg tænker på børnenes fremtid. Jeg vil gerne se børnene spise og gå i skole. Jeg har valgt at være vært, da jeg tror på at denne forretning vil vokse og jeg vil også få noget ud af det ligesom de andre. En gris kan få unger to gange om året, hvis man passer godt på den.”

Tabitha Namokosa, vært på griseprojekt

Tabitah Namokosa har to børn i Children of Hope programmet på henholdsvis 13 og 14 år. Den mand hun bor sammen med er ikke børnenes biologiske far, så Tabitah håber på at griseprojektet og nogle andre projekter hun selv har startet, vil hjælpe til med at betale skolepenge til børnens videre uddannelse efter 7. klasse.

Det er dog først om et år, at gruppen vil få penge ud af projeket. Tabitah ved ikke rigtigt, hvad hun skal forvente. De fleste medlemmer af gruppen er engagerede, men det er ikke alle, der deltager i at fodre grisene. Det er en udfordring, for hvis en forældre ikke deltager i projektet, skal de så alligevel have en gris? Der er heller ikke alle, der er begyndt at bygge grisestier og gøre klar til griseungerne hjemme hos sig selv. Derfor skal gruppen mødes og diskutere løsninger på deres udfordringer. Tabitah vil forslå, at hvis en person bidrager med mere, så skal denne person have ret til at vælge sin gris først.

Griseprojektet holder også børnene beskæftiget, for der skal hentes meget foder og vand. Det er godt, siger Tabitah, for det er svært at have børn hjemme hver dag, når skolen er lukket. De lidt større piger og drenge ”er blevet lidt vilde og svære at kontrollere”. Tabitah er bekymret for, om de større børn i det hele taget vil begynde i skolen igen, når den engang åbner.

7. klasserne vender tilbage til skolen

”Jeg ser frem til at komme i skole igen”.

Mpiiya Shahida, 15 år

Shahida går i 7. klasse og vil gerne være jurist. Han har med hjælp fra de ugentlige aviser med undervisningsmaterialer som Children of Hope deler ud, læst lektier hjemme i stuen. Socialrådgiver Molly Tusibira fortæller, at Mpiiya Shahdia er god til at debatere og sidste år blev nummer to i en debat konkurrence på Covenant-skolen, netop på grund af sine gode argumenter.

Shahida har også forsøgt sig med at dyrke lidt grøntsager i perioden hjemme, men de blev spist af insekter. I øvrigt har han hjulpet sine bedsteforældre, som han bor hos. Bedstemoderen fortæller, at familien plejede at indkøbe kaffebønner eller majs, som de tørrede og solgte videre. Men da der ikke har været nogen muligheder for at drive forretning under nedlukningen, har de måttet bruge deres forretningskapital til at købe daglige fornødenheder for.

Der er dog lidt gode nyheder. Den ugandiske regering har fra oktober tilladt 7. klasserne at genoptage undervisningen. Mbiiya Shahida kan næsten ikke vente med at komme tilbage i skole, for som han siger:

”Coronanedlukningen har virkelig været en udfordring, det føles rigtig godt at jeg snart kan komme tilbage i skole.” 

Mpiiya Shahida, 15 år