Den 20. marts blev alle skoler i Uganda lukket i et forsøg på at undgå udbredelsen af coronavirus i Uganda. Der var på det tidspunkt ingen registrerede smittede i landet. Fra 1. april lukkede Uganda helt ned i syv uger, hvor transport og forsamlinger på over fem personer var forbudt. Regeringskontorer og alle ikke-essentielle forretninger lukkede, og der blev indført udgangsforbud fra kl.19 til kl.6.30.
I dag er transport igen tilladt og forsamlingsforbuddet delvist ophævet, men landet har stadig udgangsforbud mellem kl.21 og kl. 5.30. Registrerede tilfælde af coronavirus er stigende mellem 400 til 1000+ dagligt registrerede tilfælde i Uganda. Omkring 220 personer er officielt meldt døde af coronavirus, men registreringen er mangelfuld og der er et stort mørketal, da testkapaciteten er utilstrækkelig. Kamuli distriktet, hvor Children of Hope arbejder, er nu også på kortet over områder med registrerede tilfælde af coronavirus og i december 2020 blev næsten alle ansatte i distriktet hjemsendt, da flere er testet positive. Et parlamentsmedlem fra Kamuli og mindst en distriktsansat er død af coronavirus. Skolerne er stadig lukkede for de fleste elever, men 7. klasse og elever der skal tage deres studentereksamen, fik lov til at vende tilbage til skolen i midten af oktober. Alle øvrige elever sidder stadig derhjemme.
Etablering af midlertidigt hjemmeskoleprogram
Reportage fra Namasagali af udviklingskonsulent, Anja Christiansen
”Børnene kunne næsten ingen ting da hjemmeskolen begyndte. Nogle havde endda glemt, hvordan deres eget navn staves”
Betty KumuKaywa, socialarbejder for Children of Hope i Namasagali.
På Starlight-skolen i Namasagali har børnene været hjemsendt fra skole siden 20. marts 2020 på grund af pandemien. Betty har i den forløbne tid haft jævnlig kontakt med de enkelte sponsorbørn og deres familier. I starten uddelte de ugentlige undervisningsmaterialer i form af aviser, men Children of Hope vurderede hurtigt, at det er slet ikke var nok. Derfor støtter man nu små hjemmeskoler i landsbyerne omkring Starlight-skolen. Ivan Ihome er lærer og underviser 3. til 6. klasse i to landsbyer under Children of Hopes midlertidige hjemmeskolingsprogram.
”Børnene har ikke lært meget i tiden, hvor de har været hjemme og jeg kan nu se, hvor meget de kan lide at gå i skole. Børnene er glade hver dag, de kommer i hjemmeskolen. Vi lavede en test af børnene den første uge i hjemmeskolen og deres vidensniveau var virkeligt lavt, men de forbedrer sig rigtig hurtigt, når de først bliver præsenteret for skolearbejdet.”
Ivan Ihome, lærer i Hopes midlertidige hjemmeskolingsprogram
Ivan er optimistisk, og tror at børnene nok skal klare sig når skolen officielt begynder, forhåbentligt i februar 2021.
Ivan Ihome er lærer og underviser i en af Hopes midlertidige hjemmeskoler
De to børn, Anita Namulondo og Julias Sentongo, går i henholdsvis 5. og 4. klasse på Starlight-skolen. De fortæller, at de siden skolen lukkede for det meste har hjulpet til derhjemme med at dyrke jorden.
”Tante Betty har givet os aviser vi kan læse og lave opgaver i”, fortæller Anita.
Anita Namulondo og Julias Sentongo er to af de mange børn, der deltager i Hopes hjemmeskoleordning under nedlukningen.
Children of Hope har uddelt undervisningsaviser med opgaver hver uge til alle fadderbørn. Aviserne har hjulpet de lidt større børn med gode læsefærdigheder, men de mindre børn og børn, hvis forældre er analfabeter og dermed ikke kan hjælpemed skoleopgaverne, har haft ekstra svært ved at forstå og løse opgaverne. Derfor har Children of Hope revideret deres indsats og etableret hjemmeskoler.
Lærerne Aminah Kantono og Adongo Catherine bekræfter Ivan Ihomes observationer. De er underviser normalt i hhv. børnehaveklassen og 1.-3. klasse, og under nedlukningen er de blevet undervisere i Children of Hopes hjemmeskoleordning. En dag om ugen i hver landsby kan det blive til. Den første uge i hjemmeskolen var udfordrende. Eleverne havde problemer med at huske, hvordan man skriver, læser og udtaler ordene, men heldigvis viste det sig at deres akademiske færdigheder hurtigt vendte tilbage, når de begyndte at deltage i hjemmeskolen. Derudover er børnene også glade for at kunne være i en form for skole igen, selvom det ikke er en helt normal hverdag.
Aminah og Catherine fortæller, at de i forbindelse med nedlukningen af Uganda ikke bare kunne forlade skolen og tage hjem til deres familier, fordi transportsystemet også blev lukket ned på samme tid. Den sidste løn slap hurtigt op. Ivan begyndte at dyrke et lille stykke jord og brænde kul til videresalg for at overleve. Alle tre lærere sætter stor pris på Children of Hopes hjemmeskole, fordi det betyder at eleverne ikke kommer for langt bag ud i pensum og ikke mindst, at de selv nu får en lille indkomst igen.
Aminah Kantono og Adongo Catherine er lærere og fortæller, hvordan nedlukningen har fjernet deres indkomstgrundlag fuldstændigt. I dag underviser de som en del af Hopes midlertidige hjemmeskolingsprogram og får på den måde en lille indkomst.
Aminah Kantono er bekymret for fremtiden.
”Jeg hører at Corona er ude i landsbyerne, men folk ved ikke, hvor de kan blive testet. Der er et isolationscenter i Kamuli Distriktet, men det er forbeholdt kommunalt ansatte siger rygterne. Heller ikke sundhedspersonalet på de lokale sundhedscentre ved, hvor man kan blive testet.”
Hjemmeskolen bærer også præg af mangel på ressourcer, for der er ikke faciliteter til håndvaskning, og lærerne og børnene har ikke mulighed for at kunne vælge at bære mundbind.
Children of Hopes fire arbejdsområder
”Nedlukningen af Uganda har betydet at Children of Hope har fået mulighed for at sætte fokus på det fjerde arbejdsområde som ikke har haft helt så stor prioritet indtil nu.”
Betty KumuKaywa, socialarbejder for Children of Hope i Namasagali
I Namasagali har Children of Hope siden marts 2020 sat i alt 13 initiativer i gang, som skal forbedre familiernes indkomst og livskvalitet. Forældrene eller værgere er opdelt i grupper på 4 personer og har valgt at sætte aktiviteter igang såsom at opdyrke nye marker med majs- eller soyabønner, etablere hønsehold eller griseopdræt. Children of Hope spiller rollen som ”fødselshjælper” på de enkelte projekter og giver eksempelvis en forældregruppe en lille startkapital til for eksempel at leje et stykke jord.
”Hvis du ikke arbejder, får du ikke noget at spise”
En af grupperne hedder ”Kyebajabobona.” Det betyder: ”Hvis du ikke arbejder, får du ikke noget at spise”. Gruppen består af 4 medlemmer, og de har i fællesskab valgt at dyrke majs og bønner.
”Afgrøden har det fint, men den er blevet angrebet af termitter”
Tajuba Safina, medlem af gruppen Kyebajabobona
Landbrugsgruppe A
Landbrugsgruppe B
Landbrugsgruppe C
Nogle af grupperne har været uheldige, for deres afgrøde er blevet angrebet af termitter, som har spist en del af planterne.
Høsten begynder i slutningen af december og planen er, at gruppen selv vil spise noget af majsen og sælge resten. For pengene vil de leje mere jord, så de kan tjene en større sum penge til næste høst. En af deltagerne, Ibanda Samuel, fortæller, at han har haft problemer med at brødføde familien under nedlukningen, hvor børnene ikke har været i skole og derigennem modtaget et dagligt måltid mad. Gruppemedlemmerne samstemmer, at det ikke har været nemt at have børnene hjemme i 8 måneder. Når børnene er hjemme hele tiden, går meget af forældrenes tid med at løse konflikter mellem dem.
Glorias mor fortæller, at det i begyndelsen var godt, at børnene var hjemme, så de kunne hjælpe til, men efter noget tid så begynde de at blive syge og skulle på hospitalet. Derudover har det været en udfordring for børnene og forældrene at forstå opgaverne i undervisningsaviserne, fortsætter hun. Den første dag Gloria kom hjem fra skole, var alt skolearbejdet forkert, men efter nogle uger begyndte hun at kunne huske, hvad hun har lært tidligere.
Iværksætteriet blomstrer i Namasagali
Der er opstartet 7 griseprojekter i Namasagali. Justine Kusarira er vært for et af dem. Hun er mor til Tusubira Favour, som er 7 år og går i 2.klasse.
”Ingenting” siger Tusubira da hun bliver spurgt om hvad hun har lavet, mens skolen har været lukket. Justine smiler, mens Betty fortæller, at Tusubira rent faktisk har klaret det meget godt, da moren har hjulpet hende med undervisningsaviserne. Justine forventer, at de fire griseunger bliver til flere, og at nogen af dem skal sælges og med tiden hjælpe til med at betale skolepenge efter 7. klasse når Children of Hope ikke længere støtter børnenes fortsatte skolegang i secondary school.
I Namasagali er der også opstartet et kyllingeprojekt. De fire gruppemedlemmer har tilsammen 13 kyllinger. De planlægger at sælge de store kyllinger til december og købe nye små. Tidligere har de haft problemer med at kyllingerne blev syge, men har fundet ud af at løse ved at give kyllingerne helende planter fra naturen.
I det hele taget er der opstartet mange initiativer i Namasagali og der er ingen tvivl om, at Betty KumuKaywa, social rådigiver for Children of Hope, er en stor drivkraft. Hun har været pioner inden for Children of Hopes fjerde indsatsområde: ”At forbedre børnenes familier eller værgers positive udvikling og livskvalitet.”
Allerede før nedlukningen satte Betty flere forskellige initiativer i gang. Et af dem er en låne- og sparegruppe, som en del af forældrene og værgerne er medlem af. Bland dem er Neleya Jumas bedstemor. Bedstemoren har for de penge hun har sparet op via låne- og spare gruppen, suppleret opsparingen med salg af afgrøder fra hendes lille have, åbnet en lille butik, som nu kan forsørge hende selv, Neleya Juma og de andre børn bedstemoren tager sig af.
Neleya Jumas bedstemor fortæller, at butikken går godt nu, hvor Uganda er delvist lukket op. Profitten fra butikken er nok til at de kan købe mad og også betale for medicin. Bedstemoren har fået en nemmere hverdag, da hun ikke behøver at arbejde i marken hver eneste dag, og deres livskvalitet er steget. Familien har ikke haft store problemer under nedlukningen og Neleya Juma er blevet hjulpet med lektierne af nogle ældre børn, som bor hos den lokale landsbyformand. Betty er stolt af successen og deler gerne de gode erfaringer med andre forældre.
Neleya Jumas har startet en lille butik, hvor hun sælger afgrøder fra sin køkkenhave. På den måde har bedstemoderen nu mulighed for at sikre de børn, hun har taget til sig.
Hopes socialworker, Betty, har med stor passion skubbet gang i flere af de projekter, som er med til at øge sponsorfamiliernes livskvalitet på den lange bane.
En anden iværksætter er Mama Brian. Hun har investeret i en lille butik, hvor hun sælger reservedele til radioer, mobiltelefoner og andre elektroniske apparater:
”Jeg har fået denne butik på grund af Brian. Ideen er at indkomsten fra butikken skal bruges til først og fremmest at forbedre Brians forhold og herefter til at øge vores families generelle indkomst. Hver gang nogle køber en reservedel, så ved jeg, at det er på grund af Brian.”
Mama Brian
Mama Brian har opstartet sin egen elektronikforretning, og får på den måde en lille indtægt der giver mad på bordet.
For et stykke tid siden blev Brian syg og måtte på hospitalet, men moren havde sparet penge nok sammen fra butikken til at betale for Brians behandling. Mama Brian har lånt startkapitalen til butikken af organisationen Imprint Hope. Da Brian er udviklingshæmmet har Children of Hope ekstra fokus på ham og har tidligere betalt for en behandling med talepædagogik og fysioterapi gennem organisationen Imprint Hope. Imprint Hope ser barnets udvikling i et holistisk perspektiv lige som Children of Hope og har sideløbende med Brians behandling givet moren et kursus i iværksætteri og lånt hende penge til opstarten af butikken.
”Stort tak til Dr. Jette og Children of Hope for at sende os til Imprint Hope, det har betydet meget for os alle, det er Brians indkomst, der betaler huslejen.”
Mama Brian.
Mama Brian inviterer os alle på frokost. Vi spiser fisk og ris, hvilket regnes for et luksus måltid i Namasagali. Fattigdommen i Namasagali er tydelig og familierne vi besøger har intet eller meget lidt overskud, men taknemmeligheden over hvad Children of Hope gør for børnene er slående, og forældrene vil gerne give lidt tilbage. Det er svært at tage imod, men samtidig uhøfligt ikke at gøre det.
