Skrevet af Leif Johanson, bestyrelsesmedlem og fadder i Hope
Jeg har været med til at starte HOPE arbejdet i Danmark og er selv fadder til 2 børn. Jeg synes det giver god mening at støtte et barns skolegang.
Jeg er lige kommet hjem fra en tur på 12 dage i Uganda. Det har været en begivenhedsrig tur. Det er ikke første gang jeg har været i Uganda eller i Afrika, så det er ikke mødet med varmen eller det røde sand der gør mest indtryk. Det er heller ikke det trafikale kaos der hersker fra tid til anden, eller den fremmedartede mad, der hvis man er rigtig heldig kan medføre mange toiletbesøg.
Det der gør indtryk, er den virkelighed som mange lever under. Jeg har set det før på tidligere rejser og været berørt af det, men det er som om barske virkelighed kan fordampe efter et par uger når man kommer hjem.
På denne tur blev jeg igen berørt af virkeligheden, den virkelighed som egentlig ikke er min, men som jeg alligevel røres af. Det er den virkelighed der får de fleste til at sige: Man må da gøre noget.
På vores tur skulle vi besøge den nye skole vi er begyndt et samarbejde med. Sammen med HOPE socialmedarbejderen Betty og Henning blev vi introduceret for skolens inspektør og ansatte. Det var et fint møde og vi fik et godt indtryk af stedet. Herefter havde Betty arrangeret at vi skulle møde 3 voksne der har ansvar for de børn vi har valgt skal ind i fadder programmet. Et fadderskab i HOPE koster 150.- pr måned for den danske fadder. Jeg har haft alle mine børn på efterskole og her koster et ophold, lidt afhængigt af ens løn, mellem 4000 og 5500 pr måned. Så er fadderskab i Uganda er egentlig ikke særlig dyrt, men vi skal selvfølgelig alligevel sikre os at den der vælges som fadderbørn er de mindst privilegerede. Nå, men tilbage til besøget hos de 3 familier hvor vi havde tilbudt fadderskab for et barn. Det første besøg var ved en ældre dame der tog sig af sine 2 børnebørn. Hendes søn og svigerdatter lå begravet lige bag hytten, som ikke var større end toilettet der hvor jeg bor.
Forskellen er at jeg har vand i hanen og et tag der er tæt, hun havde ikke nogen af delene. Den ældre dame har ikke pension, job eller anden indtægt og må leve af hvad lokalsamfundet giver hende af almisse og så hjælpe hun i marken for nogle af naboerne og håber hun får lidt mad for ulejligheden. Det ene barn kunne vi hjælpe med et fadderskab.
Det næste besøg var ved en anden dame der havde mistet hendes mand, hun var lam i benene, fra lidt over knæene og ned. Hun havde 4 børn og levede af at hjælpe naboer i marken. Hun trak sig selv hen over jorden, ud i marken. Fra den siddende position, på de lamme ben hakkede hun ukrudt i marken og fik en smule løn for dette, men knap nok til at hun kunne forsørge sin familie og da slet ikke nok til at kunne sende børnene i skole. Som en lille ekstra indtægt flettede hun hatte af siv. De var ikke særlig kønne, ude af facon, farverne kikset, men så kostede de heller ikke mere end 2 kroner, her forsøgte jeg ikke at få en hat billigere, men gav gladelig 5.- og gik med hatten, mest i sympati med en særdeles fattig eneforsørger. Sidste besøg var ve endnu en enlig mor. Hendes mand var død og lå begravet i baghaven. Der løb 5 børn rundt omkring hytten da vi kom, men de kom tættere på da vi blev budt en vakkelvorn bænk at sidde på. skoleinspektøren og en medarbejder fra skolen, sagde til os inden vi ankom at hende vi skulle besøge nu, hun var virkelig trængende. Her mødte vi hende, med 5 børn, en faldefærdig hytte, indenfor en halv skumgummimadras, lagt i en ødelagt seng. Et jordstampet gulv og en sivmåtte, huller i de lerklinede vægge, utæt tag og et udslukket bålsted. Man kunne have lyst til at gøre noget mere end bare at tilbyde et barn i familien et fadderskab.
3 besøg, der på hver deres måde gør indtryk, 3 børn der får en mulighed i livet. Ikke meget, i ren udgift for os, men en verden til forskel for den familie der får en lille håndsrækning. Jeg er glad for et jeg igen har haft muligheden for at besøge Uganda og tilse det arbejde som jeg selv har været med til at sætte i gang. Jeg må også med skam sige at jeg var begyndt at få Uganda på afstand og dermed Ugandernes virkelighed på afstand. Min virkelighedsopfattelse var begyndt at blive teori. Altså, jeg havde glemt hvordan virkeligheden i virkeligheden er, i hvert fald i Uganda.
Så, en kort opsummering: et fadderskab gives til dem der trænger.
Hvis du har lyst til at være med til at forandre verden, så tegn et fadderskab, det er en verden til forskel for ham der modtager det.